Som vi har kunnet berette om, har det været en udmærket uge for de danske pokerkrigere på PokerStars' virtuelle filt. Særligt i turneringsregi har danske spillere som Allan "sifosis" Bække og "jj binzer85" vist fanen i ugens løb, men på den store turneringssøndag er det andre danskere, der har gjort sig bemærket.
Allerede i den tidlige $33 Bounty Builder viste "xxbopa" fanen ved at stryge helt til tops. For den præstation kunne spilleren hæve henholdsvis $2.533,80 og $1055,12 i førstepræmie og bounty bonus.
Det skulle dog vise sig, at den flotte førsteplads kun var startskuddet til en succesrig aften for de danske krigere. Således kunne den kendte danske pro Thomas "Banansen" Markussen føje hele $7.446,40 til rullen, efter han tidligt på aftenen nåede finalebordet af den dyre turboturnering The Hotter $162. Desværre glippede førstepladsen og de dertilhørende 18.175 dollars, men mon ikke Markussen alligevel er tilfreds med at øge rullen med lidt over 50.000 kr.
En dansker, der også ville lege med om de store præmier, var "traktor", der med en god portion skrub, dygtighed og turbogen kæmpede sig til finalebordet af en anden stor turboturnering - The Hotter $55, hvor førstepræmien lød på hele $18.278. Udgangspunktet var endda mere end godt, da han kom ind som chipleader.
Desværre for "traktor" kostede et par pots dyrt, og han lå hurtigt i den tunge ende af feltet. Og da han til sidst sad med kun et par big blinds tilbage i stacken, var eventyret slut. Det blev trods alt til en flot femteplads til danskeren, der som et plaster på såret fik $5.148,81 - eller 33.000 kr. - for de fire timers turbospil.
I den $700 dyre og højt profilerede "Kilimanjaro"-turnering blandede Simon "ministerborg" Ravnsbæk sig næsten til det sidste, men måtte desværre give op på en 31. plads til $3.356,29. Aftenen er dog ikke helt slut endnu for den garvede pro, der stadig holder sig i live i den 530 dollars dyre Sunday 500. Her har han nået pengene med en stack på 136.834. Average lyder på 88.000 og førstepræmien på hele $64.798.
Markussen med stort finalebord på dominerende danskersøndag
tim jeppesen