Der var masser af stjerner tilbage blandt de sidste 40 spillere, der startede dag fire af EPT Malta i går. Da støvet lagde sig og de sidste 16 spillere sad tilbage i går aftes, var der dog tyndet effektivt ud.
Blandt de faldne er to af de helt store EPT-chefer Johnny Lodden og Mike McDonald. Førstnævnte måtte lade livet som nummer 29, da han kom ind mod QQ og AA i et noget svært spot og ikke formåede at hive et mirakel op af hatten. Kort efter faldt den tidligere EPT-mester og vinder af highrolleren tidligere i serien Mike McDonald så af som nummer 27. Ligeledes ude af turneringen er Faraz Jaka, der ellers startede fjerdedagen helt oppe som nummer tre.
Mens norske Lodden altså ikke kunne forsvare den skandinaviske stolthed, så ser det anderledes godt ud for vores svenske naboer. Alexander Ivarsson ligger nemlig helt i front med lidt over 2,4 millioner i stakken. Svenskeren har ligget i toppen af feltet lige siden dag to, og han har da også revanche til gode fra sit sidste besøg i Malta, hvor han faldt fra i midten af 20'erne ved seneste EPT Malta tidligere på året.
Hvis han skal gå hele vejen til titlen og de godt €600.000, så skal han dog blandt andre forbi Sam Greenwood, der stadigvæk lurer i den tungere ende af feltet.
Spillet genoptages middag dansk tid, hvor der spilles ned til de sidste otte, der udgør finalebordet.
Stort stjernefald og svensk titeljagt i EPT Malta
Acemag.dk