Der har været forholdsvis stille på de dyre takster på Full Tilt, efter at de to mest aktive folk i form af de sponserede proer Gus Hansen og Viktor 'Isildur' Blom blev siet fra, men i løbet af det seneste døgn har der været lidt af en opblomstring.
Det er på de dyre mixed- og limit games, der har været gang i den, og blandt de besøgende var ingen ringere end Phil Ivey, der gjorde comeback efter to ugers pause. Det blev dog ikke til den store succeshistorie, og over 150 hænder blev der drysset godt $60.000 fra Ivey, der altså fortsætter et ganske rædselsfuldt år med både store tab på nettet og en retssag.
Det var dog ikke Ivey, der tog de største overskrifter på en dag, hvor tyske 'Kagome Kagome' havde en lang duel med Alex 'Alexonmoon' Luneau. Den faldt ud til fordel for tyskeren, der på et stykke over 800 hænder spillede $300.000 ind på kontoen. Omvendt blev det til et tungt nederlag for Luneau, der med $360.000 i underskud placerer sig solidt i toppen af listen over de største nederlag for døgnet.
Ivey gør Full Tilt-comeback i tysk rensefest
Jonas Hjortdal