Så er det tiende afsnit fra årets WSOP Main Event også at finde på nettet, og selvom der nu blot resterer 36 spillere, så ser det ikke ud til, at der er nogen, der har tænkt sig at fedtspille sig mod en plads i November Nine.
Der er stadigvæk et par rigtig store navne med tilbage i feltet. Blandt dem er Dan Smith, og man må sige, at pokerguderne gør deres del af arbejdet for at holde hans vinderhåb i live. To gange i løbet af den første halvdel af afsnittet kommer han op mod et par esser preflop, og på ganske forunderlig vis lykkes det ham begge gange at slippe derfra med livet i behold. Den ene af gangene har han blot syv procent for at vinde efter floppet mod en tidligere nemesis, men med lidt held på turn og river bliver der vendt godt og grundigt om på det styrkeforhold.
Efterfølgende har amerikaneren selv kommenteret på det på de sociale medier, og han siger, at der efterhånden må være nok videomateriale alene fra dette års WSOP til at lave tredje del af videoerne om 'Dan Smith Luckiest Ever'.
Du kan fange det seneste afsnit herunder.
WSOP TV: 'King Dan' løber varmere end solen
Jonas Hjortdal