I forbindelse med de to store søgsmål, som Phil Ivey har hængende over hovedet for edge sorting, er han blevet et endnu større navn ikke blot i pokeroffentligheden men også hos de bredere sportsmedier.
Det mest oplagte eksempel på det er en nylig optræden i '60 Minutes' med et sammenlagt næsten 20 minutter langt indslag. Det har nu fundet vej til nettet hos Pokertube, og selvom Ivey allerede har tabt den første af de to retssager i højesteret i London, så er der god grund til både at få hans syn på sagen og resten af hans liv, der ellers ikke har været noget, han deler med offentligheden. Og selvom han altså er involveret i retssager for sammenlagt mere end 100 millioner danske kroner, så formår han at få det positive frem:
"Jeg ville ikke bytte liv med nogen som helst. Jeg har været virkelig heldig, og pokeren har været en stor velsignelse," lyder det fra Ivey, der selv siger, at han opdagede sit talent for kortspillet tilbage i 16-17 års alderen.
Der bliver selvfølgelig også talt om baggrunden for retssagen, og her vurderer Ivey, at han havde en fordel på 5-6 procent. Udover et interview med ham selv, så får vi også et ekspert-syn på de verserende sager fra en ekspert, der dog ikke lyder til at være enig med den nylige dom i London.
Du kan se hele indslaget herunder.
TV: Se hele Iveys optræden i 60 minutes
Jonas Hjortdal