Mickey finder månedsløn i aflagt hættetrøje: 'Glæder mig til at pakke'

Mickey finder månedsløn i aflagt hættetrøje: 'Glæder mig til at pakke'

Det kan godt være, at pokerspillere har ry for at være lidt distræte, men det hører alligevel til sjældenhederne, hvad der skete for Mickey Petersen her i weekenden. Eksildanskeren er i gang med at flytte fra London til Edinburgh, og da han var i gang med at fylde en af de mange flyttekasser, fik han sig en artig overraskelse.

I en gammel hættetrøje lå der nemlig en chip med en værdi på intet mindre end $5000 fra Rio-kasinoet i Las Vegas. Og selvom det svarer til en månedsløn for almindelige dødelige, så er det ikke første gang, det er sket:

"Jeg ville meget gerne give et indtryk af at være ansvarlig, men det samme skete for fire år siden. Jeg kom hjem fra WSOP, tømte min rygsæk og fandt en pakke vingummibamser og en $5000-chip. Jeg var 21 og tænkte sådan lidt: 'Jeg er en idiot, det her er fedt'," lyder det fra Mickey til Pokerstarsblog.

Sammenlagt er det altså blevet til 'hittegods' svarende til et buyin til WSOP Main Event, og det har også ændret indstillingen til den ellers trivielle opgave, han er i gang med.

"Jeg ser under normale omstændigheder overhovedet ikke frem til at pakke, men nu er det blevet ret spændende," lyder det fra den danske pro, der nok også kan leve med timelønnen, selv hvis det ikke skulle blive til flere overraskelser i resten af processen.
asd