Agerskov og Dilling-Kjær jagter London-millioner

Agerskov og Dilling-Kjær jagter London-millioner

Feltet på mere end 300 spillere blev trimmet gevaldigt ned på den anden spilledag af UKIPT London. Det betyder, at der nu blot resterer 51 af de 1089 startende, og heldigvis er det stadigvæk med to danskere i live i bedste velgående.

Bedst ser det ud for Rasmus Agerskov, der har spillet sin stak op i 534.000 gennem en solid andendag. Med et snit på 427.000 står 'RasA' med gode muligheder for at spille sig endnu dybere i turneringen og frem til de gevinster, der for alvor er sjove. Lidt mere op ad bakke er det for vores anden tilbageværende dansker, Frei Dilling-Kjær, der har 273.000 at arbejde med i den noget tungere del af feltet. Desværre har liveopdateringerne ikke fanget noget af de to danskeres action på andendagen, men forhåbentlig bliver det bedre, nu hvor der er færre spillere at holde styr på.

Bordfordelingen er allerede klar til dag tre, og med få prominente navne tilbage ser det bestemt overskueligt ud for de to. Dilling-Kjær har dog fået æren af den russiske highroller Vladimir Troyanovskiy, der har mere end $2,6 millioner i gevinster for karrieren.

Med 133.500 pund er der mere end en million danske kroner på toppen, og vi følger naturligvis med i de to danskeres færden, når spillet genoptages klokken 13 dansk tid.
asd