Hecklen, Dilling og Agerskov videre i kæmpe London-UKIPT

Hecklen, Dilling og Agerskov videre i kæmpe London-UKIPT

Pokerfestivallen i London er i fuld gang, og inden EPT'en starter, er der vanen tro plads til en udgave af UKIPT'en. Her har hovedturneringen tiltrukket hele 1089 spillere, hvilket tegner ganske lovende for resten af serien, og efter de to startdage er der stadigvæk 323 tilbage.

Blandt dem er der seks danskere, og blandt dem er der flere velkendte ansigter. Både Frei Dilling-Kjær (96.500) og Rasmus Agerskov (87.100) ligger til i den sjove ende af tabellen, mens Henrik Hecklen med 58.300 har fundet plads i det bløde midterfelt inden andendagen.

Den danske chipleader er Karl Hammerager, der tager 110.900 med sig videre, mens de to sidste danske kort er Tobias Dassau (60.600) og Niels Meibom-Larsen (16.700).

De danske krigere slipper heldigvis for at sidde til bord med hinanden, men Rasmus Agerskov har til gengæld trukket Dominik Panka, og Frei Dilling-Kjær får æren af Grayson Ramage, der tilbage i august vandt WCOOP Challenge Main Event til over en halv million dollar.

Dag to starter klokken 13 dansk tid, og der er hele 133.500 pund eller mere end en million danske kroner til den endelige vinder af turneringen. I første omgang skal de danske overlevere dog sørge for at spille sig blandt de 159, der får betaling for deres anstrengelser.
asd