Selvom Phil Ivey var overbevist om sin egen uskyld i sagen mod Crockford's Casino i London, så har en britisk højesteret netop kendt den levende pokerlegende skyldig i sagen om 'edge sorting' til 7,7 millioner pund - godt 70 millioner danske kroner.
Det var Ivey selv, der lagde sag an mod kasinoet tilbage i maj 2013, da de nægtede at udbetale hans gevinster, men nu har kasinoet altså fået rettens ord for, at de var i deres gode ret til at tilbageholde beløbet.
"Han gav sig selv en fordel, som spillet forhindrer. Det er i mine øjne snyd," lyder vurderingen fra dommer John Mitting, der afsagde dommen i går i sagen, der startede op mandag. Men den vurdering er Phil Ivey ikke overraskende langt fra enig i:
"Jeg mener, at det vi gjorde var en lovlig strategi, og vi gjorde ikke andet end at udnytte Crockford's manglende evne til at beskytte sig selv overfor spillere med mine evner. Det er tydeligt, at dommeren i dag ikke var enig i den vurdering," lyder det fra Phil Ivey gennem en talsmand ifølge PokerNews.
Iveys advokater har i første omgang fået afslag på appel, men de har stadigvæk mulighed for at fornye ansøgningen.
Breaking: Ivey kendt skyldig i snyd for 70 millioner
Jonas Hjortdal