Jeff Lisandro vinder karrierens sjette armbånd

Jeff Lisandro vinder karrierens sjette armbånd

År 2014 har indtil videre været de store stjerners år, og det blev der sat yderligere en fed streg under, da den stærke hjemmebanefavorit Jeff Lisandro tog karrierens sjette armbånd hjem 'Down Under' under WSOP APAC. Sejren kom i den $1650 dyre Pot Limit Omaha, der meget godt viser, hvorfor de mest seriøse armbåndsjagere hellere end gerne tager turen til Australien. Til trods for det beskedne buyin var der nemlig blot 123 deltagere, og vejen til hæder er altså noget kortere end i Las Vegas.

Endnu en gang var der dømt australsk dominans over hele linjen, og briten Stephen Woodhead var den eneste fra finalebordet, der ikke havde hjemmebanefordel på det ti mand store finalebord. Men det blev altså Lisandro, der trak det længste strå i sidste ende heads up mod Jason Gray. I den sidste hånd kom de to all in på floppet med Grays floppede to par mod Lisandros flushdraw. Det blev dog i stedet et bagdørstræk til en straight, der afgjorde sagerne og sendte armbåndet og $51.660 i retning af den australske veteran.

Lisandro har vundet sine hidtil fem armbånd over den ganske korte periode fra 2007 til 2010, men havde altså taget sig en pause på fire år, inden han fik brudt 'dødvandet'.
asd