WSOP: Australsk opvisning i første event

WSOP: Australsk opvisning i første event

Det første armbånd ved WSOP APAC blev uddelt her til morgen dansk tid, da den $1100 dyre accumulator fandt sin afgørelse. Og det var ikke meget gæstfrihed, som hjemmebanefavoritterne udviste. Det var nemlig ti australiere, der satte sig til rette ved finalebordet, så det eneste tilbage var at afgøre, hvem der skulle vinde titlen.

Det blev chipleader Luke Brabin, der kørte den hjem fra spids. Heads up mod Didier Guerin startede han med et 8-1 chiplead, og det satte han ikke over styr. Faktisk blev det kun til syv hænder, inden de to kom all in. Og her tog Brabins KQ stikket mod Guerins 98, der ellers fangede et straight-træk på floppet. Dermed $131.365 og ikke mindst karrierens første armbånd til Luke Brabin

Der var masser af internationale stjerner i pengene, men ingen af dem formåede altså for alvor at gøre væsen af sig. Blandt de faldne var Antonio Esfandiari (45), Dan Heimiller (31) og Jeff Madsen (19). Men mest interessant var tyske George Danzer, der jagtede en føring i spillet om titlen som årets spiller. Da den øjeblikkelige nummer ét Brandon Shack-Harris faldt af som nummer 53, stod det klart, at Danzer skulle bruge minimum en placering som nummer 27 for at bringe sig i front.

Og det lykkedes for tyskeren, selvom det ikke blev til en finale og muligheden for årets tredje armbånd. I stedet måtte han i sidste ende tage til takke med en 22. plads, da han først tabte en stor pulje med AQ mod J10 og efterfølgende dryssede de sidste skillinger med 97 mod selvsamme AQ.
asd