November er en særlig tid i pokerverdenen, når der skal krones en ny verdensmester. Det betyder samtidig, at den tidligere mester mister sin titel, og for Ryan Riess er der nu blot to måneder tilbage af et år, der i den grad har ændret hans liv og pokerkarriere.
PokerListings har fanget Riess ved WSOP Australien, hvor han blandt andet taler om de mange gaver, han får ved pokerbordene på grund af sin status som verdensmester. Det gav blandt andet en dobling i løbet af de første hænder i går, hvor modstanderen kaldte et 4-bet preflop uden at have set sin hånd. Den del af rollen som verdensmester har han ikke overraskende været svært glad for:
"Jeg håber aldrig, det ender. Jeg elsker, når folk giver mig action på grund af min titel. Der er rigtig mange, der laver mærkelige ting overfor mig. De vil spille hænder mod mig og forsøge at slå mig ud," siger Riess.
Han blev især kendt for efter sin sejr at sige, at han var verdens bedste spiller. Men faktisk betegner han sig selv som meget genert, og det har derfor været en stor udfordring for ham at være i mediernes søgelys hele det seneste år.
Du kan læse hele interviewet med den snart forhenværende verdensmester hos PokerListings.
Riess om titel: Jeg håber aldrig, det stopper
Jonas Hjortdal