Alex KP i top inden millionstor WCOOP-finale

Alex KP i top inden millionstor WCOOP-finale

Alexander 'AlexKP' Petersen ved om nogen, hvordan man gør arbejdet færdig i de store turneringsserier på PokerStars, hvor han tidligere har både sejr i WCOOP, WCOOP Challenge og to gange i TCOOP. Under dette WCOOP har der indtil videre været stille fra den danske PLO-specialist, men nu ser det ud til, at han har fundet formen på det helt rigtige tidspunkt.

I event nummer 51, der står i stedet for Super Tuesday, er AlexKP helt i top som nummer to efter den første spilledag. Med 332.000 i stakken ligger han med mere end tre gange gennemsnittet her, hvor der er 111 spillere tilbage, som alle for længst har sikret sig penge for deres indsats.

Selvom Dennis 'Dazzy' Plejdrup røg af som den sidste spiller for dagen som nummer 112, så har vi stadigvæk yderligere to store danske profiler med, som begge er placeret i den gode ende af tabellen. Rasmus 'Jungleras' Nielsen ligger netop nu ope som nummer 14 med næsten det dobbelte af snittet, mens Martin B. Hansen under sit alias 'skrigepas' ligger som nummer 37.

Der er $270.286 til vinderen af turneringen og derfor god grund til at krydse fingre, når det går løs i aften klokken 23 dansk tid.
asd