I kølvandet på EPT Super Highrolleren i Barcelona har Olivier Busquet og Daniel Colman trukket store overskrifter. Og det er ikke udelukkende på grund af deres placeringer som henholdsvis nummer ét og to.
På finalebordet havde de to nemlig valgt at iklæde sig t-shirts med stærke statements i forhold til den igangværende konflikt i mellemøsten. "Save Gaza" stod der på Busquets, mens Colman havde valgt en trøje med "Free Palestine".
Det hele blev så transmitteret ud til hele verden på grund af live-dækningen med rullende kameraer, og det har efterfølgende skabt lidt af en storm fra seere, der har følt sig stødt over at få serveret politiske budskaber i deres pokerdækning. Faktisk har det været så voldsomt, at PokerStars selv har været ude at sige, at der var tale om en fejl, og at de fremover vil nægte spillere ved bordet, hvis de ønsker at tone ud med et politisk budskab. Det skriver poker-king.com.
Olivier Busquet har efterfølgende selv været ude og tone hele situationen ned ved at uddybe på sin Twitter:
"Min intention var ikke at gøre nogen sure eller overhovedet at komme med et rigtigt politisk budskab. Det var at vise min støtte og vise solidaritet med de uskyldige."
Busquet og Colman møder hård kritik efter highroller-opvisning
Jonas Hjortdal