Trickett og Schemion i top for rekordstor EPT Barcelona-highroller

Den €50.000 dyre Super Highroller markerer for alvor starten på EPT nummer 100, der har været længe imødeset som sæsonåbneren på den 11. sæson af den populære europæiske tour.

Selvom det endnu kun er den første dag, der er blevet spillet, og der derfor stadigvæk er mulighed for at købe sig ind i turneringen, så står det klart, at det bliver den største af sin art i Barcelona nogensinde. Det er blevet sikret med 56 spillere og 15 rebuys, hvilket bringer det samlede antal indkøb på på 71. Et tal, der altså kan stige frem til middag, hvor andendagen starter.

Helt på toppen af de overlevende ligger Ryan Fee, der cementerede den position kort før lukketid ved at sende Mike 'Timex' McDonald på railen for anden gang på dagen. Og man kunne da også godt fristes til at tro, at der bliver brug for alle de chips, der kan skrabes sammen, når den placering skal forsvares senere i dag.

I hælene har Fee nemlig ingen ringere end Sam Trickett og årets nummer ét på EPT-listen Ole Schemion, mens også Scott Seiver, Vanessa Selbst og Daniel Negreanu er med.

Til gengæld gik det mindre godt for den tilsyneladende eneste dansker i ilden, Simon Ravnsbæk, der ikke klarede skærene.
asd