Den anonyme spiller 'Denoking' har skabt sig en lidt sjov status på Full Tilts dyre borde. Han har ikke noget problem med at få action, hvilket kunne tyde på, at aliaset dækker over lidt af en hval. Men resultaterne er ganske positive, hvilket kunne tyde på noget andet.
En af dem, der har jagtet ham rundt på bordene er Isaac Haxton, der over de seneste 24 timer i den grad har fået ørerne i maskinen - og det endda i den absolutte favoritdisciplin No Limit Hold'em heads up.
De to har spillet 1372 hænder mod hinanden på taksten $300/600 i løbet af det seneste døgn, og resultatet blev en syngende lussing til Haxton på $270.000 eller godt halvanden million kroner, hvilket sender ham til tops på listen over de største tabere for dagen. Værst gik det for sig over 450 hænder på bordet 'Po Box'. Her blev det til et tab på $300.000.
'Denoking' stillede sig dog ikke tilfreds med sejren over Haxton, og på godt 600 hænder mod andre modstandere på de lidt lavere takster $100/200 i samme variant fik han spillet yderligere godt $80.000 ind på kontoen, hvilket gør ham til den største vinder for døgnet.
I mellemtiden har både Gus Hansen og Jacob 'Sasuke' Rasmussen haft mere rolige dage med små nederlag til følge.
Haxton får milliontæv af ukendt fænomen
Jonas Hjortdal