Andreas Høgh WCOOP-toer til 2 millioner

Andreas Høgh WCOOP-toer til 2 millioner

Med fem danskere videre til finaledagen af Main Event ved WCOOP Challenge i går aftes, så lå det næsten i luften, at det skulle blive til et fint resultat.

Det blev dog til endnu mere end det, da Andreas Høgh under sit alias 'Hoegh93' spillede sig frem til finalebordet, hvor præmierne var skyhøje.

Som den mindste stak med otte spillere tilbage kom han ind med AK mod QQ, men med både to esser og to femmere på bordet blev det flip vekslet til et hus og en livgivende dobling. Og heldigvis var han ikke færdig med at flippe godt, da han senere kom ind med AQ mod 88 og ramte en Q allerede på floppet for at sikre endnu en dobling mod toppen af counten.

Høgh spillede sig hele vejen til heads up, hvor han dog desværre måtte kaste håndklædet i ringen mod den stærke canadier Grayson 'gray31' Ramage. På det tidspunkt var der dog allerede sikret en gevinst af de helt store med $367.255, hvilket er mere end to millioner danske kroner og altså karrierens uden sammenligning største resultat for den skrappe unge dansker, der reagerede på forummet PokerNet med den ganske forståelige "KLOOOOONK. Hvor er det lækkert," og altså ikke så ud til at være voldsomt påvirket af ikke at have taget det sidste skridt.

Et stort tillykke skal der lyde herfra.
asd