Ivey og Robl får afvist redningsforsøg

Ivey og Robl får afvist redningsforsøg

Det ser efterhånden rigtig sort ud for Macao-highrolleren Paul Phua og dennes søn Darren, der er blevet arresteret og mistænkt for at stå bag en stor ulovlig betting-ring under VM i fodbold.

De to havde fået sat en kaution på sammenlagt $2,5 millioner, og det beløb var allerede blevet dækket af to af pokerens helt tunge drenge i Phil Ivey med $1 million og Andrew Robl med $1,5 million. Men da det så ud til, at redningsmissionen skulle lykkes, hoppede Homeland Security pludselig ind og overtog de to syndere og afviste dermed ethvert forsøg på at købe dem fri. Det skriver CalvinAyre.com.

Efterfølgende har de to rige herrers advokater indgivet klage over behandlingen, som de kalder et brud på Homelands magtbeføjelser, og udviklingen har blandt andre også fået Tom Dwan ud af busken. Den ellers for tiden noget stille amerikaner var til stede, da de to blev anholdt, og han har stillet spørgsmål til de metoder, der blev benyttet under anholdelsen af de to medlemmer af Phua-familien, der foregik på Caesars i Las Vegas.

Der meldes endnu ikke noget om, hvad de mulige konsekvenser er for de to dyre drenge fra Malaysia.
asd