Super Highrollerne ser i den grad ud til at være kommet for at blive, hvilket årets WSOP var det seneste levende bevis på med velbesøgte turneringer sideløbende på både Bellagio og Aria. Det har nu fået WPT til at forlænge deres egen satsning på området, Alpha8, så det kommer til at løbe i hvert fald endnu en sæson.
Selvom der endnu blot er løftet en del af sløret for sæson to, så er de første to spillesteder allerede klar. Og det hele starter den 6.-7. oktober i London, hvor Palm Beach-kasinoet ligesom sidste år skal lægge lokaler til milliondysten.
I modsætning til sidste år, hvor der var et buyin på 100.000 pund, så er der denne gang tale om et lidt mere 'beskedent' beløb på 60.000.
Målet med at sænke buyin i den første af de to turneringer kan meget vel være at hæve antallet af deltagere. Den hidtidige rekord for buyins lyder på 28 styk, hvilket blev sat på eksotiske St. Kitts. Med et buyin på nede i nærheden af det halve af sidste år kan det måske være, at den rekord bliver brudt i London.
Det andet stop på ruten indtil videre er Bellagio, der holder et $100.000 i forbindelse med WPT Five Diamond den 18.-20. december og derfor formentlig ikke skal bekymre sig om at få fløjet spillere ind.
Alpha8 klar til endnu en sæson
Jonas Hjortdal