Myndighederne i Slovenien er blevet færdige med at teste liget af pokerspilleren Johannes Strassmann, der forsvandt i hovedstaden Ljubjana den 21 juni for få dage senere at dukke op i en flod. Og ifølge en kilde hos Bild var det under påvirkning af stoffer, at tyskeren den aften forlod det selskab, han var taget i byen med.
Der er fundet psykedeliske stoffer i Strassmanns blod, og det bliver bakket op af en øjenvidneberetning til det tyske blad:
"Gruppen havde spist magiske svampe den aften, og omkring klokken 10 forlod Johannes pludselig den pub, de sad ved, og løb væk mens han efterlod sin mobil bag sig," fortæller det anonyme vidne, der kendte en af de tre slovenere, der udgjorde den 29-årige tyskers selskab på den sidste aften i hans liv. En af de tre involverede skulle ifølge samme kilde være en dealer, der formentlig har stået for de stoffer, der er fundet i blodet.
Der meldes endnu ikke noget nyt om, hvorvidt historien kommer til at få noget efterspil for nogen af de tre personer, der altså holdt Johannes Strassmann beskæftiget frem til den endelige forsvinden sent på aftenen.
Obduktionsrapport: Strassmann var på svampe
Jonas Hjortdal