Hecklen videre trods kold dukkert: 'Man medbringer ja-hatten uanset hvad'

Hecklen videre trods kold dukkert: 'Man medbringer ja-hatten uanset hvad'

Vi har heldigvis stadigvæk deltagelse af den sidste tilbageværende danske spiller ved WSOP Main Event, Henrik Hecklen.

Med 1.670.000 i stakken er han ved afslutningen af dag fem et stykke under snittet på godt 2,5 millioner, men afslutningen taget i betragtning, er det meget fint. Med ganske kort tid tilbage kom han ind i en kæmpe pot med kongerne mod QQ og en stor sidepot mod AK, og selvom flop og turn ikke bragte noget, så sikrede spilleren med AK sig en straight på river, og Hecklen blev sendt ned i 900.000 med en noget kold dukkert. Og det kom da også som noget af en ubehagelig overraskelse:

"Det lignede en cruise-dag, fristes man til at sige, så det var selvsagt lidt af et setback for en ellers god dag, hvor jeg havde fint styr på tingene," fortæller Hecklen kort før sengetid fra Las Vegas.

Nu er der altså stadigvæk lidt spillerum efter det, han kalder en del små pots og nogle preflop 3-bets, og det gør, at dagen trods alt bliver sluttet på en positiv note. Og det er da også en dansker, der virker svært tilfreds med situationen.

"Jeg tror, man medbringer ja-hatten uanset hvad, når man stadig er med i dag 6 i verdens mest lirede turnering," siger han og tilføjer:

"Sommerfuglene har faktisk ikke meldt sig endnu, men hvis jeg går videre til dag syv med 27 mand tilbage, så er jeg sikker på, de kommer."

Hvis det skal lykkes, så er der stadigvæk et stærkt felt, der skal nedkæmpes. I top ti efter dag seks er blandt andre Dan Smith, Scott Palmer og chipleader Mark Newhouse.

Samtlige spillere er sikret $85.812, men det er nok næppe det, Hecklen og de andre har i kikkerten med en saftig førstepræmie på $10.000.000.
asd