WSOP ME: Tøstesen sikkert videre som eneste dansker fra første startdag

WSOP ME: Tøstesen sikkert videre som eneste dansker fra første startdag

Efter næsten halvanden måneds ventetid, er det endelig blevet tid til WSOPs helt store hovedattraktion, Main Event. Den første spilledag tiltrak 771 spillere, og af dem er 505 klar til den anden spilledag, der kører tirsdag.

Der er kun en enkelt dansker, der har spillet sig videre i Jakob Tøstesen. Men det har han til gengæld klaret i ganske fin stil.

"Jamen det er sådan set gået fint. Jeg er gået videre med 53k, og kunne ikke klemme mere ud af det. Jeg aner ikke, hvad snittet er, men det må være et pænt stykke over," fortæller fynboen, da vi får fat i ham fra Las Vegas. Og det er ganske fint skudt, for snittet ligger lige under 46.000.

Der er flere store spillere videre, og helt i top ligger svenske Martin Jacobsen, der har rundet 200.000 efter en vanvittig første spilledag. Af andre store navne videre fra førstedagen kan nævnes Antonio Esfandiari, Mike Matusow og de sidste to års vindere af samme turnering Ryan Riess og Greg Merson, hvor sidstnævnte med lige over 7000 chips er godt presset.

I år er turneringen blevet spicet ekstra op med en garanteret førstepræmie på $10 millioner. Et faktum, der dog ikke satte sit præg på den første spilledag, hvor der mødte godt 200 spillere færre op i forhold til sidste år.

Til gengæld meldes der om heftig aktivitet ved satellitbordene fra både ESPNs Andrew Feldman, WSOPs Ty Stewart og pokeroraklet Kevin Mathers, så der er stadig mulighed for, at det samlede antal deltagere kan nå op over sidste år gennem to travle spilledage i 1b og 1c.
asd