Mange Hollywood-celebrities har taget pokerspillet til sig. Både når de er på filmoptagelser, i privaten og under WSOP'en i Las Vegas.
En af de prominente pokerentusiaster er James Woods, der igen i år har været ganske aktiv under sommerens serie med et par cashes indtil videre som udbytte.
Woods har desuden spillet poker igennem en længere periode med blandt andre Tobey Maguire og Ben Affleck. Han overtog værtsrollen fra Vince van Patten og satte et capped Pot Limit-spil med blinds på $25/50 op, og det tiltrak også pokerspillere som Dan Harrington, Mike Sexton og Annie Duke.
Der skete imidlertid det, at Woods' mor blev alvorligt syg og endte med at dø af sygdommen. Det gjorde, at han for en periode forlod vestkysten og spillet, og da han kom tilbage igen, var alt ændret:
"Da var det kommet op til et niveau, hvor folk vandt puljer på $100.000. Du løber altså tør for spillere, når der bliver spillet om $100.000. Jeg synes ikke, det er sjovt, når du kan tabe et hus i løbet af en aften," lyder det fra skuespilleren i et interview med PokerListings.
Det er altså nok grunden til, at han ikke var en del af den pokerring med blandt andre Tobey Maguire, der blev trevlet op for år siden med et stort sagsanlæg til følge.
I stedet har James Woods nu muligheden for at vinde adskillige huse, hvis han kan spille sig til en plads hos November Nine over den næste gode uges tid.
James Woods: 'Poker er ikke sjovt, når du kan vinde eller tabe et hus på en aften'
Jonas Hjortdal