Trickett med sent bud på stort armbånd

Trickett med sent bud på stort armbånd

Det har bestemt ikke været Sam Tricketts år ved WSOP denne sommer, hvor både sygdom, byture og en mildest talt uheldig afslutning på den store One Drop har betydet, at der endnu blot står et enkelt cash og et rungende minus ud for hans navn.

Det ser imidlertid ud til, at han har tænkt sig at rette op på den miserable indsats med en slutspurt. Med 23 spillere tilbage af den $10.000 dyre PLO Championship ligger han nummer otte i et skarpt felt efter anden spilledag.

Med 418 spillere til start er der gode penge at hente udover armbåndet, og skulle det lykkes at gå hele vejen, så venter der $923.379 og altså næsten nok til at dække det tabte buyin ved One Drop.

Hvis det skal gå i opfyldelse, går vejen igennem et felt, der er noget skrappere end man plejer at se så dybt i en WSOP. Med i toppen er blandt andre Isaac Baron, David Williams og Tom Marchese, og lidt længere tilbage finder man både JC Tran og Matt Marafioti.

Til gengæld blev andendagen endestation for både Ludovic Lacay, Phil Laak og internetfænomenet Jared 'Harrington25' Bleznick, der dog alle har fået lidt trøsteskillinger ud af anstrengelserne.
asd