Efter sin sejr i går over Daniel Negreanu i finalen af årets mest imødesete turnering, Big One For One Drop, hoppede Daniel Colman op på en samlet sjetteplads på listen over de mest vindende spillere i verden.
Og når det sker for samme mand, der tidligere på foråret vandt Super Highrolleren under EPT Grand Final, så kommer det næppe som nogen stor overraskelse, at der er rift om interviews.
Men Colman nægtede at stille op til et vinder-interview, hvilket skabte en del snak i krogene. Og det har hovedpersonen selv efterfølgende valgt at kommentere på i en tråd på forummet 2+2 under sit alias 'mrgr33n13':
"Først og fremmest så skylder jeg ikke pokerverdenen noget som helst," starter Colman ud, inden han forklarer det med, at han har spillet længe nok til at se begge sider af medaljen.
Og når der kun bliver vist de positive historier, så er han bange for, hvilken indflydelse det får på de hobbyspillere, der sidder og udelukkende følger med under store begivenheder som WSOP.
"Det generer mig, at folk går så meget op i pokerens ve og vel, fordi poker overordnet set har så stor en negativ effekt på spillerne. Både finansielt og følelsesmæssigt," lyder den hårde dom fra Colman, der nok er det nærmeste man kommer en diametral modsætning til Negreanu, som han slog heads up.
Du kan læse hele svaret fra Colman her.
One Drop-vinder nægter at give interview: 'Skylder ikke nogen noget'
Jonas Hjortdal