Selvom det blot blev til 42 deltagere ved årets Big One for One Drop, så er der stadigvæk mere end $15 millioner at spille for til vinderen.
Ligesom sidste turnering er det en broget skare med en blanding af pokerens største navne og så nogle velpolstrede forretningsmænd på jagt efter et gambling-fix. Klasse fornægter sig dog ikke, og det er de store kanoner, der har lagt sig i front.
Allerstærkest ser det ud for Sam Trickett, der ser ud til at være fast besluttet på at træde det sidste skridt op ad rangstigen for den andenplads, han tog i 2012. 13,4 millioner chips har han med videre, og det efter en dag, hvor han har været helt suveræn lige fra første fløjt.
Og kigger man videre ned af listen, så følger der en pæn perlerække af de helt store navne i top ti. Phil Ivey er treer, og den forsvarende mester Antonio Esfandiari ligger som nummer fem. Også David 'Doc' Sands, Daniel Negreanu og Phil Galfond ligger i toppen.
Blandt de spillere, der ikke klarede sig videre, var stærke spillere som Vanessa Selbst, Jason Mercier og Dan Smith, hvor de to sidste dog kan glæde sig over, at de havde et frirul efter at have splittet Bellagio-highrolleren.
Der er penge til de otte bedst placerede i turneringen.
Trickett buldrer i front for One Drop
Jonas Hjortdal