For mange spillere hører de næste par uger til blandt årets absolut vigtigste med de afgørende turneringer i WSOP-sammenhæng. For andre spillere er juli lig med sommer og ferie. Det sidste gælder for blandt andre Jonas Klausen, der valgte at lukke pokersæsonen med noget af et brag.
Under aliaset 'BubsenMan' fra sin residens i London blev det til en tredjeplads i et af de helt store søndagsflagskibe, Sunday Warm Up. Med små 2500 spillere var det helt afgjort en værdig måde at slutte sæsonen af på inden en velfortjent ferie - men at dømme ud fra reaktionen får den gode form måske sat nogle tanker i gang i hovedet hos den unge eksildansker:
"Jeg startede min ferie med at blive nummer tre i Sunday Warm Up til $42k. Måske er det et tegn på, at jeg skal få min røv til Vegas," funderer han på Twitter.
Selvom danskerne for alvor er ved at spille sig varme i Nevadas ørken, så er der ingen tvivl om, at de godt kunne bruge en hjælpende hånd fra Jonas Klausen. Med en andenplads fra en turnering tilbage i 2009 ved han om nogen, hvordan man arbejder sig frem til succes i de store felter.
Jonas Klausen treer i Sunday Warm Up: 'Måske jeg skulle tage til Vegas?'
Jonas Hjortdal