Flotte lørdagsresultater til Agerskov og Smith Hansen

Flotte lørdagsresultater til Agerskov og Smith Hansen

Der var rigtig fint gang i bordene på PokerStars i går, og flere af de store danske spillere kiggede frem for at få del i kagen.

Blandt andre Rasmus Agerskov, der i den $320 Saturday Knockout havde fin succes i et felt på 768 spillere. 'RasA' gik hele vejen til finalen, inden han måtte overgive sig på en flot tredjeplads til $11.945. Derudover kommer der yderligere små $1000 for de seks spillere, han fik sendt på porten undervejs.

Også Mads 'moumaife84' Smith Hansen viste tænder i den $215 dyre 6-max, hvor det ligeledes blev til en tredjeplads. På grund af det noget mindre deltagerfelt måtte han dog nøjes med $6.164. Til gengæld kunne han spæde lidt yderligere til lørdagsgevinsten i 'The Big $22', hvor han blev nummer syv til $1439.

Og bedst som det så ud til, at de danske spillere havde svært ved at gøre arbejdet færdigt, så kom redningen i en turboturnering.

I 'The Hot $55' var der 1202 deltagere, men det afskrækkede ikke 'Mr. Boller', der gik hele vejen. Heads up satte han den rutinerede eksilamerikaner TJ '1BigAceHole' Ulmer på plads og scorede $10.373 for sejren.

Altså sammenlagt en ganske fornuftig dansk optakt til søndagsprogrammet, og et stort tillykke til de tre skrappe herrer skal der lyde her fra.
asd