The Hellmuth Show kører igen: 'Hvilken f***** abe'

The Hellmuth Show kører igen: 'Hvilken f***** abe'

Den sikreste vej til en gedigen sviner er at slå Phil Hellmuth ud af en WSOP-turnering. Og hvis man vil være på den helt sikre side, så skal man sørge for at gøre det så sent som muligt i turneringen.

Den lektie havde Jeremy Kottler tilsyneladende læst på, da han med 35 spillere tilbage i den $5000 dyre event 49 sendte skillingerne til midten med AJ. Hellmuth kaldte med JJ og var foran, men det ændrede sig, da der faldt endnu et es på floppet. Exit Hellmuth, men det betød på ingen måde, at bordet havde hørt det sidste til ham:

"Jeg fik ham til at putte det ind med es-knægt. Tager du f****** pis på mig? Hvilken f****** abe. Jeg vidste, at han ville give mig alle sine chips," lød det i signaturstilen fra 'The Poker Brat', der selvfølgelig sluttede det hele af med et ikke særligt dybtfølt 'Nice Play'.

For sin placering som nummer 35 får Hellmuth en trøstepræmie på $18.318, der nok næppe er meget værd lige nu. Slet ikke, når der efterhånden var blevet forholdsvis kort til karrierens 14. armbånd og førstepræmien på mere end $700.000.

Siden hen er han dog faldet lidt ned og har via sin Twitter sendt store roser ud til John Hennigan for sejren ved Player's Championship.

Du kan læse flere af Hellmuth og andre af proernes udskejelser på de sociale medier i vores Twitter feed.
asd