Den $1500 dyre Ante Only-turnering har været et ganske populært indslag i WSOP-sammenhæng siden indførslen, og i år har den tiltrukket 714 spillere. Af dem er 80 gået videre til andendagen, og ganske interessant er det at se, hvor mange af de eliminerede spillere fra Player's Championship, der har haft mere held i sprøjten i andet forsøg.
Bedst ser det ud for Dan Kelly, der i fjerde position har formået at mere end 20-doble sin stak i jagten på sommerens andet armbånd. Men også Daniel Negreanu har fået lidt oprejsning oven på en lidt dårlig periode og er videre med 49.900 og et stykke over gennemsnittet. Lidt mere op ad bakke er det for både George Danzer og Phil Hellmuth, der dog begge må siges at have en vis erfaring med, hvordan man lukker den type turneringer ned.
Der er generelt tale om et voldsomt stjernespækket felt i forhold til det ret beskedne buyin, og der skal nok blive kamp om både de 72 pengeplaceringer og ikke mindst armbåndet.
Der er desuden $212.093 til vinderen af turneringen, mens samtlige deltagere fra Player's Championship skal nå minimum en fjerdeplads, hvis de vil have dækket deres buyin på $50.000.
Negreanu og Hellmuth videre i andet forsøg
Jonas Hjortdal