Den meget imødesete 2014-debut i WSOP-sammenhæng for Gus Hansen blev desværre ikke så stor en succes, som man kunne have håbet på.
Vanen tro gik Gus ganske aggressivt til værks og fik sin stak ud på arbejde, og længe så det ud til at være en helt fin idé. De 150.000 til at starte med kom hurtigt op et stykke over 200.000, men så indtraf en skæbnesvanger hånd mod Jonathan Duhamel.
På et -flop stikker danskeren 40.000 ud, men bliver mødt med et all in fra den canadiske eksverdensmester. Efter en del højlydte overvejelser ender det med et call fra Gus, der sidder med og trods alt er okay inde mod Duhamels to damer. Med en 40-60-situation var der fine danske odds, men desværre var turn en ligegyldig konge, mens endnu en syver på river fyldte Duhamels hus op.
Gus var dækket, og dermed et alt for tidligt exit i en pot, der ellers kunne have sendt ham op i over 450k.
"Virkelig trist," lyder reaktionen fra den danske highroller på Twitter, mens der ikke meldes noget om, hvornår vi næste gang får ham at se i aktion. Andre ofre på andendagen er Daniel Negreanu, Phil Hellmuth og den forsvarende mester Matthew Ashton, for bare lige at nævne et par stykker.
Imens er bødlen Duhamel helt med i toppen blandt de 56 overlevere fra andendagen, kun overgået af Jason Mercier. Der er dog stadig langt til pengene, der starter ved de sidste 14, men så er der til gengæld også mere end halvanden million dollar at se frem til for vinderen.
Ærgerligt exit for Gus: 'Virkelig trist'
Jonas Hjortdal