Det skabte noget af en mediestorm, da der tilbage i januar måned blev indført falske chips under Winter Open på Borgata-kasinoet i Atlantic City. Men skal man tro ordene fra en af de tilbageværende i turneringe, Darren Elias, så er der måske ikke nogen grund til at være så overrasket:
"Det er ikke noget, jeg bruger lang tid på at tænke over, men det sker nok oftere, end vi går og tror. Realistisk set, så ville det ikke være svært at smugle chips med til en turnering som denne (WSOP, red.). Jeg har lidt haft fornemmelsen af, hver gang jeg har skullet bruge overvågningsbilleder, at så har kameraerne ikke lige fanget det bord," fortæller Elias i et interview med Cardplayer.
Af samme årsag mener han ikke, at det er den rigtige beslutning, at spillere taler om at boykotte kasinoet. Heller ikke selvom han følte, at der blev givet lidt for få penge til de tilbageværende spillere i kompensation.
Han blev selv anbefalet at anlægge sag for yderligere $30.000 udover de $19.000, han allerede havde modtaget, men på grund af det høje advokatsalær og hans hyppige brug af kasinoet, så følte Elias ikke, at det var umagen værd.
Darren Elias: Der snydes oftere end vi tror
Jonas Hjortdal