Det har været et stort samtaleemne under dette års WSOP, at Mike 'The Mouth' Matusow fik en rundes straf i en Stud 8-turnering for voldsom jubel. Ikke så meget fordi, det ikke hænger sammen med den normalt flamboyante amerikaner, men fordi stort set samtlige involverede parter har været enige om, at straffen var en overreaktion.
Nu sætter Matusow så selv ord på straffen i et længere interview med PokerNews, og han fortæller, at en større forhistorie i årets serie gjorde det endnu sværere at kapere:
"Afgørelsen kostede mig turneringen. Ok, jeg har psykiske problemer, som jeg har arbejdet med hele serien for at komme til at spille godt. Jeg har taget et stof, der har påvirket mig meget, og rent faktisk kendte Jack (Effel, red.) til det, fordi vi har talt om det og han har prøvet at hjælpe mig," siger Matusow.
Den megen turbulens og de enorme humørsvingninger i løbet af turneringerne skulle være forklaringen på det store glædesudbrud, som han påpeger ikke havde nogen hverken hånende eller negative sider. Men det påvirkede altså ikke beslutningen fra floor manager Dave Lamb, der faldt prompte.
Og da han forsøgte at tale sin sag, resulterede det ifølge Matusow i en trussel om at blive smidt helt ud af turneringen.
Der bliver vanen tro ikke lagt fingre imellem fra 'The Mouth', der formentlig ikke er på julekort med Lamb de næste mange år. Du kan læse hele interviewet hos PokerNews.
Matusow: Straffen kostede mig turneringen
Jonas Hjortdal