Det har længe stået klart, at der er høje ambitioner hos Global Poker Index og ikke mindst den driftige bagmand Alex Dreyfus, men det seneste skud på stammen er alligevel noget af en overraskelse.
Det er nemlig intet mindre end et bud på et verdensmesterskab i poker, hvilket må siges at være noget af en udmelding, når det bliver annonceret netop som WSOP'en er i gang i Las Vegas. En serie, der om nogen må være et bud på netop det.
Formatet i turneringen, der kommer til at bære navnet Global Poker Masters, er at verdens bedste spillere bliver inviteret til en $10.000 turnering, hvor de hver især skal repræsentere deres respektive lande.
"Hvis vi virkelig vil promovere poker som en sport, så har vi brug for en konkurrence som denne. Vi har brug for noget, der giver de bedste spillere og de bedste lande den rette mængde opmærksomhed," siger Dreyfus i et interview med PokerNews.
Det står allerede klart, at der kommer til at deltage 36 spillere i turneringen. De bliver fundet gennem de ni bedste lande fra GPI, hvorfra de fire bedste i hvert land skal repræsentere.
Første udgave af turneringen er sat til at løbe af stablen i 2015.
Global Poker Index introducerer "pokerens verdensmesterskab"
Jonas Hjortdal