Da der blev spillet WPT Championship i april, blev det en næsten lige så stor historie som turneringen selv, at den forsvarende mester Chino Rheem valgte at udeblive. Et fravær, der især var suspekt, fordi han via sejren havde sikret sig et freeroll i den ellers $15.000 dyre turnering.
Cardplayer har fanget amerikaneren under WSOP, og det viser sig, at der måske slet ikke var tale om en forglemmelse, som det ellers så ud til i første omgang.
"Jeg glemte det i den grad ikke. Jeg havde nogle ting i mit liv, som jeg valgte at springe turneringen over for. Hvis jeg skipper en freeroll i WPT Championship, så skal folk vide, at jeg gør det for at arbejde på mig selv og prøver at lave mit liv bedre. Hvis der er nogen, der ikke kan forstå det, så f*** dem," lyder det med vanligt bid fra Rheem, der fortæller, at han i stedet for turneringen var på Choice Center, hvor tidligere også Daniel Negreanu har haft en oplevelse, der ifølge ham selv nærmest har vendt hans liv - og pokerkarriere - på hovedet.
Du kan læse det korte interview med Rheem, der altså i hvert fald ikke er blevet vænnet af med at bande, hos Cardplayer.
Chino Rheem: Jeg droppede min $15.000 freeroll med vilje
Jonas Hjortdal