Der er blevet skudt med løst krudt fra den dynamiske duo Phil Ivey og Daniel Negreanu i den første gode uges tid ved WSOP'en, men nu begynder de at røre på sig.
Phil Ivey var tidligere på natten dybt i en $1500 Pot Limit Hold'em, der kastede en placering som nummer 28 af sig, og senere i aften kommer så den første store svedetur for de, der har penge ude mod, at én af de to vinder et armbånd.
Negreanu har nemlig spillet sig frem til finalen i event nummer 13, en $10.000 2-7 Draw Lowball. Syv spillere resterer af de blot 87 startende, og selvom canadieren mod aftenens slutning fik drysset sit chiplead, så ligger han stadigvæk solidt til som nummer tre.
Det bliver dog formentlig et armbånd, der skal kæmpes hårdt for i en finale, der har deltagelse af nogle af pokerens allerskrappeste og ikke mindst mest alsidige profiler.
I front ligger en af sidste års store kometer Paul Volpe, og han efterfølges af Jason Mercier på andenpladsen. Læg dertil Brian Rast og John Monnette, og du har lidt af en dynamitfinale.
Udover armbåndet spilles der også om en ganske fin pengepræmie på $253.524. En præmie, der dog formentlig blegner i forhold til gevinsten i braceletbets, hvis det lykkes Negreanu at tage titlen ned.
Så skal der svedes: Negreanu klar til Razz-finale
Jonas Hjortdal