Der findes mange forskellige måder at gå på armbåndsjagt under WSOP. Der er dem, der som Daniel Negreanu og Phil Ivey spiller stort set samtlige turneringer, om de så skal løbe frem og tilbage mellem to pladser i forskellige tours for at få det til at hænge sammen.
Så er der dem, der som Phil Hellmuth lader kroppen bestemme, hvornår der er overskud til at deltage, og som desuden møder frem flere timer inde i turneringen af frygt for ellers at komme til at kede sig.
Jason Mercier har i år valgt en helt tredje strategi:
"Der er 20 turneringer i år med et buyin på $5k eller mere, og lige nu har jeg planer om kun at spille de turneringer. Jeg har endnu ikke lavet nogen væddemål om armbånd, og jeg kommer nok heller ikke til det, for jeg vil ikke føle mig forpligtet til at spille alle de små," skriver han i sin seneste blog for PokerStars.
Håbet er, at den mindre stress og et par dage væk fra bordene kan give ham et bedre fokus, og så gør det nok heller ikke noget, at der er noget mindre felter at slås med, når buyin er lidt stejlere.
Jason Mercier har på nuværende tidspunkt to armbånd i karrieren.
Mercier: Kun de dyre events i år
Jonas Hjortdal