Det blev en noget kort finaledag for Lasse Frost ved DM, da han måtte lide den tort at ryge på boblen - og så endda på et beat, da hans AK blev knækket af et styk brandvarm Brink.
"Jeg sad jo med 340k lige før lukketid i går, så det er da ærgerligt. Men der er altid et DM igen næste år," lyder det fra Frost kort efter, at han er røget på railen.
Hans svoger, Rasmus Aaberg, gik lige skridtet videre og ind i pengene, inden også han bed i det sure æble - der dog nok trods alt røg lidt lettere ned med 30.000 i trøstepræmie. De to var dog begge noget skuffende slået ud, da deres fælles rail ankom for at yde moralsk opbakning.
Selvom Aaberg har overtaget i den interne håneret frem til næste års DM, så er det ikke det, der betyder mest for Lasse Frost:
"Jeg havde et last longer team-bet lige fra starten af, og det var mig, Brink og Hecklen, der var tilbage. Det er sgu næsten det, der gør mest ondt lige nu," siger han.
Med så lille et felt til årets turnering, har Frost stort set fået spillet mod samtlige spillere. Og derfor er han naturligvis nødt til at give et bud på, hvem der kan kalde sig mester senere i aften.
"Det bliver klart Bo! (Kjær Erichsen, red)," falder svaret prompte: "Ham har jeg procenter i."
Lasse Frost har en mester: Det bliver klart Bo!
Jonas Hjortdal