Bluff Magazine har fanget den altid interessante Dan 'Jungleman' Cates til et af de første videointerviews under årets WSOP, og vanen tro er han god for lidt underholdning at starte dagen på.
I forbindelse med sin deltagelse i den $10k dyre 2-7 Triple Draw bliver han nemlig spurgt ind til, om han mener, at han går glip af meget action på nettet, når han skal spille med i turneringerne. Men det mener han langt fra er tilfældet:
"Helt ærligt, så havde jeg slet ikke planer om at spille den turnering, men der kører ikke nogen spil overhovedet lige nu, så jeg tænkte hvorfor ikke. Jeg tror måske, jeg har en meget lille edge på feltet. Jeg kunne ikke finde på så meget andet at lave, og det kunne være fedt at vinde et armbånd," lyder det med den vanlige coolness fra Jungleman.
Han har ikke planer om at spille mange turneringer i år, men til gengæld ser det ud til, at han kommer til at stille til start ved den helt store hovedattraktion for highrollere: One Drop.
Du kan se hele interviewet med Jungleman i videoen herunder.
Jungleman om $10k-buyin: Jeg havde ikke lige andet at lave
Jonas Hjortdal