Vi skal ikke have en forsvarende Danmarksmester i år. Det står klart, efter Rasmus Agerskov for kort tid siden blev sendt fra filten til railen i en hånd mod en anden formstærk spiller i Lasse Frost.
"Frost åbner preflop, og jeg caller med K10. Jeg flopper toppar med 4410, og så går den ellers check fra ham og bet fra mig hele vejen til river, hvor han caller mit all in med AA. Jeg troede egentlig, jeg valuebettede," genfortæller han sin exithånd.
Da han fik genfortalt hånden til Anders Bisgaard, blev der selvfølgelig stukket lidt til den forsvarende mester for spillet i den afgørende hånd:
"Du var med på, at jeg havde toppar, ikke?," lød svaret med en vis portion overskud fra en trods alt smilende 'RasA'. Og han har da også været næsten lige så optaget af at vandre mellem bordene og snakke med andre spillere og tilskuere her i det gode levels tid, som det blev til på andendagen.
Selvom Rasmus selv er uden chance for at blive dobbelt Danmarksmester, så er han stor nok til at pege på Simon Ravnsbæk som en mulig mester for anden gang. Ikke mindst fordi, det samtidig kan sikre ham en lille skilling på siden.
"Ellers er Mads (Smith Hansen, red.) også et godt bud. Han er vist oppe i 150.000," lyder budet på en arvtager.
Rasmus regner ikke med at skulle til Las Vegas i år, og det tegner til meget godt at være det generelle billede:
"Men der er jo altid et par stykker, der ender med at ombestemme sig til sidst," siger 'RasA', der heller ikke helt vil udelukke Main Event endnu.
Den forsvarende mester ude: 'Du var med på, at jeg havde toppar, ikke?'
Jonas Hjortdal