Turneringsfænomenet Calvin 'cal42688' Anderson leverede tidligere på SCOOP-serien lidt af en bedrift, da han udlignede Shaun Deebs rekord for fem sejre i den store forårsserie, og nu har han så afrundet en uhyre solid præstation med at sætte sig som ganske suveræn vinder af det samlede leaderboard og dermed trofæet samt en pakke til EPT Grand Final næste år.
Med 690 point på det samlede leaderboard for både de lave, mellem og høje turneringer sejrer Anderson med 155 point ned til de nærmeste forfølgere George Danzer og 'Isidinho', der deler anden- og tredjepladsen.
Mens mange af de nærmeste forfølgere har skaffet en stor portion point på én af de tre takster, så har amerikaneren spredt sine godt ud. 275 point bringer ham i top 10 for leaderboardet på både det mellemste og øverste trin, og så er der 140 point fra de lave turneringer oveni.
En sådan sejr kommer naturligvis ikke uden en vis portion flid, og i løbet af de to uger har han da også kun misset én turnering, den $21.000 dyre heads up highroller.
Den bedste danske placering tegner Frederik Brink sig for. I de 92 turneringer han har spillet, har han fået samlet 350 point til sig, hvilket giver en delt placering som nummer 28.
Calvin Anderson suveræn vinder af SCOOP leaderboard
Jonas Hjortdal