Brink i SCOOP-finale på vanvittig aften

Brink i SCOOP-finale på vanvittig aften

I nat fik Frederik Brink under aliaset 'Fred_Brink' på PokerStars nok en gang bevist, hvorfor han er blandt de allerstærkeste kort vi har, når der skal afvikles store turneringsserier.

I ikke mindre end tre af de store SCOOPs kiggede Brinken frem, og det med tre flotte cashes til følge. I SCOOP nummer 38 blev det til et finalebord i den $215 dyre mellemstore HORSE. 592 spillere var der med fra start, og det blev til en fjerdeplads til trods alt flotte $8.880.

I event nummer 37 var der dobbelt op for danskeren, der gik dybt i både den mellemstore til $215 og den dyre til $2100. I den sidstnævnte måtte han dog give fortabt kort før lukketid på den første spilledag, hvilket betød en placering nummer 26, mens de 20 sidste er gået videre til finaledagen senere i aften. Den placering gav $8.568.

Til gengæld kom han så videre til finalen i den mellemstore, hvor der resterer 34 ud af 1459 startende spillere. Her ligger Frederik Brink lige nu nummer 25 og altså i den lidt tunge ende. Spillerne er her sikret lige over $2000, mens der er fornemme $112.359 til vinderen.

Man må sige, at Brink for alvor får vist, hvorfor han skal regnes blandt favoritterne til det kommende DM, der ligger lige om hjørnet.
asd