Sommerens WSOP er blot uger væk, og ikke overraskende er den $1 million dyre One Drop endnu engang blandt de helt store samtaleemner. Efter et års fravær er turneringen tilbage med endnu flere mulige deltagere, og det tegner derfor til, at rekorden for største turneringspræmie bliver slået endnu en gang.
Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for turneringens comeback. Blandt andre Bertrand 'ElkY' Grospellier, der højst overraskende ikke ser ud til at blive at finde på deltagerlisten i år. Det fortæller han i et nyt interview med PokerListings.
"Jeg står helt klart ikke til at skulle spille turneringen i øjeblikket. Det er et kæmpe buyin, og der skal sælges så store andele, hvis jeg vil deltage i den. Jeg synes også, den har mistet meget af prestigen, fordi de kører den for anden gang," siger den franske specialist, der dog alligevel regner med at give satellitterne et skud, når først han er i Vegas.
Vi kan dog formentlig godt regne med at se ham til mange af de andre turneringer under sommerens serie - også selvom fokus ligger et lidt andet sted, nemlig i EPT-sammenhæng. Her stiler han efter at blive den første mand nogensinde til at vinde to af hovedturneringerne, efter at Vicky Coren som bekendt blev den første kvinde.
Næste mulighed for at fuldføre den bedrift bliver i Barcelona, når den 11. sæson skydes i gang til august.
ElkY: One Drop har mistet prestige
Jonas Hjortdal