Der tegner sig et ganske klart mønster, hvis man skal forudsige udfaldene af denne sæsons highrollerturneringer verden rundt.
Helt galt i byen går man i hvert fald ikke, hvis man gætter på deltagerrekorder, og at der ligger en ung tysker i toppen af turneringen, og det billede bliver meget godt efterlevet ved den €25.000 dyre highroller i sæsonfinalen i Monte Carlo.
205 spillere har indtil videre lagt det tunge buyin, hvilket er det højeste antal i en highroller i tourens ti sæsoner. Og helt på toppen blandt de 104 overlevere ligger ingen ringere end Benny Spindler, der har skudt sin stak op i 384.300.
Der er dog hård konkurrence fra forfølgerne, hvor blandt andre John Juanda har fået en rigtig fin start med 290.600 i tredje position, mens også både Sorel Mizzi og Ole Schemion ligger fint til.
I den tunge ende af feltet skal både Marvin Rettenmaier og Scott Seiver finde nogle andre takter frem senere i dag, hvis ikke de skal lide en tidlig død på andendagen. Den tunge gang på railen har blandt andre Antonio Esfandiari og Dan 'Jungleman' Cates allerede måttet gå.
Der foreligger endnu ikke nogen komplet deltagerliste, så vi ved ikke, om der har været dansk deltagelse i turneringen, men vi følger naturligvis dækningen tæt.
Spindler fører rekordstor EPT-highroller
Jonas Hjortdal