Selvom der er kommet en del store kvindelige spillere til gennem de seneste mange år, så er pokerverdenen stadigvæk meget mandsdomineret. En af de spillere, der måske kan være med til at ændre på det er Sofia Lövren, der sammen med Xian Liu for nylig blev præsenteret som nye ambassadører for 888Poker.
PokerNews.com har fanget den svenske profil, der godt er klar over, at hun måske netop som kvinde har en ekstra stor byrde at løfte:
"Vi har brug for flere vindende kvindelige spillere. Det er ekstremt vigtigt at få fortalt historierne om de succesfulde kvinder i spillet, hvis man skal tiltrække flere kvinder," siger Lövren, der nævner, at Victoria Corens seneste sejr er netop et af de resultater, der kan få stor betydning i bestræbelserne på at lokke kvinder til.
Hendes egne største idoler ved pokerbordene er dog til gengæld to mænd, Den første er Daniel Negreanu, på grund af blandingen af fantastiske pokerevner og en positiv attitude, der smitter af på de andre ved bordene. Den anden er en noget yngre af slagsen i den 21-årige Ole Schemion, der har taget pokerverdenen med storm i de dyre highrollere verden over.
Sofia Lövren: Vi har brug for flere kvindelige vindere
Jonas Hjortdal