Det er efterhånden lidt tid siden, at den franske Team PokerStars Pro Bertrand 'ElkY' Grospellier har leveret de helt store resultater, som han ellers har været garant for i løbet af den succesfulde karriere.
En del af det skyldes naturligvis, at varians spiller en stor rolle i turneringspoker, men i et nyt interview med PokerListings forklarer en meget ærlig franskmand, at der også er andre forklaringer:
"Der er ting ved mit spil, der bare ikke har fungeret. Jeg prøver at omstille mig. Jeg har ikke ændret ret meget, men det er jeg nødt til, fordi spillet hele tiden er i udvikling," siger han.
En af de store ændringer i folks tilgang til poker er deres forsøg på at holde sig i god form, når der skal grindes lange dage ved bordene. Især i forbindelse med livetours:
"Attituden hos folk har ændret sig virkelig meget. I dag ser du 50 procent af spillerne i fitnesscentret om morgenen. For ti år siden var der ikke et øje. For fanden, for ti år siden ville jeg ikke engang være der," lyder det ærligt fra 'ElkY', der til gengæld må siges at have taget revanche, og blandt andet kører flere fitness prop bets med den gode ven og kollega Eugene Katchalov.
Du kan læse hele interviewet med franskmanden hos PokerListings.
ElkY: Mit spil fungerer ikke
Jonas Hjortdal