Gruissem fører rekordstor Super Highroller

Gruissem fører rekordstor Super Highroller

Den første spilledag ved EPT-finalens Super Highroller i Monte Carlo er ovre, og selvom der stadigvæk er mulighed for at registrere sig til turneringen, så står det allerede klart, at sidste års samlede deltagerantal på 50 spillere bliver overgået.

Med 48 forskellige spillere og 11 rebuys er vi indtil videre oppe på 59 buyins for små seks millioner euro, og det er en af de helt store specialister, der ligger i spids fra start på dag to.

Philipp Gruissem har som den eneste rundet millionen i chips og har mere end firedoblet startstakken siden dagens begyndelse. Han fører foran et stærkt forfølgerfelt med blandt andre Ole Schemion, der længe lå til at føre, indtil han kort før dagens slutning tabte en stor pulje til Patrik Antonius.

Schemion er dog inde i noget af en stime. Efter sejren ved highrolleren i San Remo sidste weekend, ramte han tirsdag finalebordet i Super Tuesday, inden han i går fik kvallet sig til dagens turnering i en satellit-turnering.

Med i toppen af feltet ligger blandt andre også Daniel Negreanu og Ole Schemions store udfordrer i kampen om at blive årets spiller på EPT'en, Vanessa Selbst.

I mellemtiden skal blandt andre Sam Trickett, Patrik Antonius og Bertrand 'ElkY' Grospellier ud og grave dybt i lommerne efter endnu et buyin, hvis de skal have del i de mange millioner, der skal deles ud i finalen lørdag.
asd