Det blev ganske som ventet til en ny rekord for deltagerfelter i WPT-sammenhæng, da den tredje startdag ved Hard Rock-turneringen i Florida blev afviklet i nat dansk tid, og det ganske eftertrykkeligt.
Da de samlede buyins blev gjort op, endte det på 1795 spillere, inklusive de mange, der har udnyttet sig af muligheden for at købe sig ind igen.
Af dem er sammenlagt 669 klar til andendagen senere i dag, og flere store spillere fik først sikret sig billet på den tredje startdag.
Blandt dem er Phil Laak, der i sidste forsøg lykkedes ganske fremragende med at få spillet sig frem i den gode ende af feltet. Med 130.000 i stakken har han godt halvanden gang så meget som gennemsnittet ved starten af dag to.
Også to af de varme navne i amerikansk poker for tiden, Jared Jaffe og Jeff Gross, har spillet sig videre med en stak over snittet, mens det ser lidt tungere ud for tyske Marvin Rettenmaier og Michael Mizrachi, der dog begge stadigvæk har chancen for at føje endnu en titel til samlingen.
Blandt dem, der ikke får muligheden, er blandt andre Jeff Madsen og Joe Serock, der begge faldt endnu en gang i løbet af den tredje startdag.
Ny rekord-WPT tæt på 1800 spillere
Jonas Hjortdal