Jacob 'Sasuke' Rasmussen hører til blandt den meget smalle elite i dansk poker, der spiller med på de højeste takster både online og live i cashgames og turneringer. Og nu giver han en mulighed for et kig ind bag facaden i både den taktiske del og den mere praktiske del af spillet. Det gør han på forummet Pokernet, hvor han er hoppet i brønden og hele dagen besvarer spørgsmål fra brugerne.
Det er der ikke overraskende allerede kommet nogle interesante svar ud af. Blandt andet på spørgsmålet om, hvor mange af de dyre drenge der rent faktisk er staket:
"Mit indtryk er, at 9 ud af 10 turneringsspillere er staket i en eller anden forstand. I cashgames er tallet lavere, nok nærmere 1-2/10. Tæt på samtlige highstakes cashgame-spillere sælger procenter, når de spiller deres højeste takst," skriver 'Sasuke', der selv huserer på de dyreste No Limit Hold'em borde på PokerStars helt op til $200/400.
Der bliver også svaret på, hvem der er den bedste spiller i no limit heads up, og her falder valget på Doug Polk, selvom han dog ikke forstår, hvorfor Polk selv har valgt at råbe op om det, da det betyder mindre action. I feltet lige efter Polk kommer i 'Sasuke's optik folk som Isaac Haxton og Dan 'Jungleman' Cates.
Du kan læse alle svar - og der kommer løbende flere - på Pokernet.
Sasuke: 9 ud af 10 turneringsspillere er staket
Jonas Hjortdal