Der var fuldt program på for de danske spillere i går på en turneringslørdag, hvor blandt andre en af de helt store profiler kiggede frem.
Mikael 'fuddebuf' Viuff Hansen gik dybt i 'The Big $109' på PokerStars, der havde hele 559 spillere til start og derfor en ganske attraktiv præmiepulje.
Det betyder også, at han stod for dagens økonomisk bedste resultat, selvom han måtte se sig slået på en fjerdeplads efter godt og vel otte timers arbejde foran computeren. Det er et resultat, der sikrer Mikael Viuff $10.594 eller godt og vel 60.000 danske kroner til forhåbentlig at sikre lidt buyins til den store turneringssøndag, der venter foran os.
Det blev også til en enkelt dansk sejr for lørdagen. Det skete i en af de tidlige turneringer, nemlig frokostturneringen 'The Big $33'. Her gik 'Aeske68' hele vejen i et 1401 mand stort felt, hvilket kastede $7.021 af sig, da der ikke blev indgået nogen deals undervejs.
Det tredje store danske resultat stod 'Cogianu' for i turboturneringen 'The Hot $55'. Han blev nummer to i et felt på 1586 spillere, og selvom han kun skulle bruge halvt så lang tid som de to andre, så blev han alligevel belønnet med $9.516.
Et stort tillykke til de tre danskere skal der lyde herfra.
Mikael Viuff scorer 60.000 på fin dansk lørdag
Jonas Hjortdal